Gymnasiet
Gymnasiet
Fabelagtig festlig og følelsesladet dimissionsfest
Fotos: (C) Andrea Hoffmann / SAG

I fredags holdt vi et brag af en dimissionsfest for årets studenter.
Efter to år med alternativ afvikling pga. afstandskrav, var det fuldstændigt fabelagtigt at samles alle i salen med et fuldt udfoldet program:

Indmarch til tonerne af Händels “See, the Conqu’ring Hero Comes” med Kristine Elise Ingemann Andersen (4.i) på orgel.

“Håbet er med til at sikre at vi gør det gode fordi vi håber at der viser sig en mulighed vi ikke kan se endnu.
Det er med håbet for øje, at vi handler når vi oplever afmagt.”

Anette Holst, rektor

 

Efter den pompøse indmarch fulgte fællessang “Du danske sommer”, efterfulgt af Rektor Anette Holsts tale til dimittenderne, der havde håb som omdrejningspunkt.

Sankt Annæ Kammerkor sang “Vårnatt” under ledelse af dirigent Flemming Windekilde og Louise Lundbæk Pump fra 3.i. på klaveret.

Så var vi nået til programmets elevindslag: først holdt Julius Krogenberg Sort og Bente Hendricks fra 3.f. årets elevtale og bagefter underholdte Rasmine de Place Rømer (4.i.) med folkevisen “Bryllupsfest og Trekløveren” sammen med Christian Skovgaard fra 3.d. samt Ida Andersen.

Sanginspektør Mogens Halken og rektor Anette Holst uddelte legater, hvorefter Sankt Annæ Bigband ledet af Jens Erik Raasted fyrede gevaldigt op for volumen og leverede en fejende flot version af James Bond klassikeren “License to kill” med Lea Nissen Foxman (2.i) som solist.

Så var det lærernes tur til at indtage scene og synge “Stille på skolen” – en særlig dimissionstradition, hvorefter eleverne enkeltvis blev kaldt op og overrakt deres eksamensbeviser af rektor Anette Holst, sanginspektør Mogens Halken og vicerektor Martin Kristiansen.

Med beviset i hænderne og store smil på læberne sang årets studenter den latinske studentersang “Gaudeamus Igitur”der oversat betyder “Lad os så glæde os”, hvorefter det hele kulminerede i en dansk version af Abba-sangen: “Thank you for the music” med den meget oplagte titel: “Glæden ved musikken” med Aslaug Fangel Mo (3.a) og Mikkel Vedersø Frandsen (3.f) som solister.

Da klapsalverne havde lagt sig rundede Anette Holst programmet af, hvorefter Frederik Støvring, afgående orkesterchef og dirigent, overrakte dirigentstokken til Gustav Aske Sønksen, der bliver SASO’s konstituerede dirigent i sæsonen 2022-2023. Han dirigerede udmarchen “Orientalsk Festmarch” skrevet af vores danske Carl Nielsen.

Sikke et program. Sikke en afslutning. Sikke en fuldstændig fabelagtig festlig dimission i den aller allerbedste og flotteste SAG’ske stil.

Kæmpe tillykke til årets studenter 2022.

KALENDER OG NYHEDER